Vedtægter for H.C. ANDERSEN-SAMFUNDET i København

Vedtægter for
H.C. ANDERSEN-SAMFUNDET I KØBENHAVN
(med ændringer som vedtaget på generalforsamlingen den 31. marts 2009)

§ 1

Foreningens navn er "H.C. ANDERSEN-SAMFUNDET I KØBENHAVN". Dens hjemsted og værneting er København. Foreningen vedligeholder en hjemmeside på internettet med oplysninger af interesse for potentielle medlemmer.

§ 2

Foreningens formål er:

a) at vække og vedligeholde interessen for H.C. Andersens digtning, blandt andet ved afholdelse af sammenkomster for medlemmerne,

b) at fremme undersøgelser og studier vedrørende digterens person, liv og værker.

§ 3

Til yderligere fremme af foreningens formål er oprettet "H.C. ANDERSEN-SAMFUNDET I KØBENHAVNs KULTURELLE FOND" i henhold til de for denne gældende særlige vedtægter.

§ 4

Som ordinære medlemmer optages personer der ønsker at støtte foreningens formål.

Indmeldelse af medlemmer sker til bestyrelsen. Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.

Medlemmerne kan til en favørpris abonnere på årsskriftet "ANDERSENIANA", der udgives af Odense Bys Museer.

Som medlemmer optages selskaber og institutioner, hvis ledelser dermed har adgang til foreningens møder og én stemme på generalforsamlingen; institutionen modtager ét eksemplar af “ANDERSENIANA”.

Som æresmedlemmer kan optages personer der på fremtrædende måde har haft betydning for H.C. Andersen-forskningen, eller som på anden måde i særlig grad har arbejdet for foreningens formål. Æresmedlemmer optages på en ordinær generalforsamling efter indstilling af bestyrelsen eller efter særligt forslag.

§ 5

Manglende kontingentbetaling pr 1. juni betragtes som en udmeldelse.

§ 6

Foreningen ledes af en bestyrelse på indtil 9 medlemmer der vælges på den ordinære generalforsamling.

Valg til bestyrelsen gælder for en 3-årig periode. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Formanden kan ikke samtidigt bestride kassererhvervet. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, jvf. dog bestemmelserne i § 8.

§ 7

Bestyrelsens medlemmer er ulønnede, men de har ret til at få refunderet udlæg i forbindelse med foreningens anliggender.

§ 8

Bestyrelsen sammenkaldes til møde af formanden når denne finder det nødvendigt, dog mindst 3 gange årligt, eller hvis det begæres af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer. Indvarslingen foregår senest 8 dage før mødets afholdelse. Mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer, deriblandt formanden eller næstformanden, skal være til stede for at et møde kan træffe gyldig beslutning.

Møderne ledes af formanden eller i hans fórfald af næstformanden.

Beslutninger tages ved simpel stemmeflerhed. Hvis der ved afstemning om et forslag er lige mange stemmer for og imod, gør formandens (næstformandens) stemme udslaget.

I spørgsmål om større udgifter – herunder formuedispositioner – kræves der en vedtagelse på et forudgående bestyrelsesmøde eller underskrift af mindst 2 bestyrelsesmedlemmer, heriblandt enten formanden eller næstformanden.

Der tages referat af bestyrelsens møder, og dette udsendes til bestyrelsens medlemmer til godkendelse på næstfølgende bestyrelsesmøde.

§ 9

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Kassereren udarbejder regnskabet og forelægger dette i revideret form på et bestyrelsesmøde inden det udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.

§ 10

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned i forbindelse med et arrangement for medlemmerne.

Mindst én måned før generalforsamlingens afholdelse indvarsles medlemmerne skriftligt med angivelse af tid og sted, samt en frist (i almindelighed 2 uger) for rettidig indsendelse af begrundede forslag til emner der ønskes behandlet på generalforsamlingen. Indkaldelsen skal indeholde

1) nedenstående dagsorden og

2) det reviderede regnskab

Forslag fra bestyrelsen som af denne ønskes behandlet på generalforsamlingen, bør udsendes til medlemmerne sammen med den endelige dagsorden. Bestyrelsen har dog ret til på general-forsamlingen at fremsætte nye, motiverede forslag til afstemning.

Dagsordenen er:

1) Valg af dirigent

2) Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne regnskabsår

3) Fremlæggelse af det revidererde regnskab

4) Fremlæggelse af det reviderede regnskab for "H.C. ANDERSEN-SAMFUNDET I KØBENHAVN's KULTURELLE FOND"

5) Fastsættelse af kontingent

6) Valg af bestyrelse

7) Valg af to revisorer fra medlemsskaren

8) Andre sager, der efter forslag af bestyrelsen eller af medlemmer ønskes behandlet

9) Eventuelt

Generalforsamlingen ledes af dirigenten der afgør alle spørgsmål om indvarslingens lovlighed, om sagernes behandling og om afstemningerne. Der tages referat af generalforsamlingen, og dette tilsendes dirigenten til godkendelse.

Alle sager, undtagen de i §§ 12 og 13 nævnte, afgøres ved simpel stemmeflerhed. Stemmeret har alle der har betalt kontingent.

§ 11

Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når det skriftligt kræves af mindst 50 stemmeberettigede medlemmer. Samtidig med begæringen om en ekstraordinær generalforsamlings afholdelse skal der til formanden indsendes en nøjagtig angivelse af den eller de sager der ønskes behandlet.

Ekstraordinær generalforsamling indvarsles som den ordinære med mindst 14 dages varsel.

Afholdes den efter lovlig begæring af medlemmer, skal den indvarsles inden én måned efter at formanden har modtaget begæringen.

§ 12

Ændringer af disse vedtægter kan kun foretages efter at de er behandlet på en ordinær generalforsamling. Til vedtagelse af ændringer kræves at mindst 1/4 af de stemmeberettigede medlemmer er til stede, og at 3/4 af de tilstedeværende stemmer derfor. Tæller generalforsamlingen ikke 1/4 af de stemmeberettigede medlemmer, indvarsles der inden 14 dage til en ny generalforsamling på hvilken endelig beslutning tages, uanset hvor mange medlemmer der er til stede. Såfremt der da er almindeligt flertal for ændringerne, betragtes disse som vedtaget.

§ 13

De samme bestemmelser, som ifølge § 12 gælder angående ændringer i vedtægterne, vil være at anvende ved en eventuel ophævelse af foreningen. I tilfælde af foreningens ophør overgår eventuelle tilstedeværende midler til ”H.C. ANDERSEN-SAMFUNDET I KØBENHAVNs KULTURELLE FOND". Se Fondens vedtægter, § 6

Information

H.C. ANDERSEN-SAMFUNDET i København er et litterært selskab. Vi afholder arrangementer og tilbyder medlemmerne udvalgte bøger til specialpris. Desuden varetager bestyrelsen uddelingen af "H.C. Andersen-Samfundet i Københavns Kulturelle Fonds Pris".

Medlemskab

Som medlem får du mulighed for 
at deltage i vores arrangementer 
og få specielle medlemstilbud.

Bliv medlem

H C Andersen Samfundet 
Stiftet: 1936
Medlemmer: 50
Årligt kontingent:
200 kr for enlige
350 kr for par
400 kr for institutioner

Bliv medlem ->

Kontakt

Vi kan kontaktes på
Email: info@hca-samfundet.dk
Tlf.: 25 42 18 45